Alpecin Shampoo

Du har sikkert set reklamer for Alpecin koffein shampoo, og tænker om det er et mirakelmiddel mod hårtab. I denne artikel vil vi kigge nærmere på Alpecin produkterne og se på undersøgelserne bag produkterne.

Hvad er Alpecin Koffein shampoo?

Det er en shampoo som kommer både i en almindelig udgave og i en dobbelt effekt udgave – med mere koffein. Teorien bag shampooen er at den trænger ind i dit hår og dine hårrødder og stimulerer hårvæksten. Det skal både have en effekt der styrker svage hårrødder og som bremser effekten af den arvelig hårtab. Det skal blive siddende i 120 sekunder før at det trænger ordentligt ind i hårrødderne.

Alpecin Koffein Liquid

Produktet fås også som en væske der smøres i håret efter hårvask. Du skal have tørret dit hår efter hårvasken, derefter skal det så masseres ind i hovedbunden. Det skal ikke vaskes ud bagefter.

Virker Alpecin koffein shampoo?

Teorien bag Alpecin produkterne er baseret på undersøgelser lavet af Jena universitet i Tyskland. Undersøgelsen viste at koffein stimulerede svage hårrødder.

Undersøgelsen stammer tilbage fra 2007, og er baseret på en videnskabelig metode, hvor de fjernede nogle hårrødder fra mænd der var ramt af arveligt mandligt hårtab. Nogle af hårrødderne blev så udsat for testosteron, imens andre blev udsat for koffein. De hårrødder som blev udsat for testosteron viste en formindsket vækst, som ved arveligt hårtab. Hvorimod de hårrødder som blev udsat for koffein, viste et formindsket tab af hår og ny vækst.

Så i teorien viste det at koffein havde en positiv virkning mod testosteron. Det store spørgsmål er bare om denne virkning kan overføres til virkeligheden. Alpecin har lavet en del undersøgelser som viser at deres produkter har en positiv virkning – problemet er dog at undersøgelserne er lavet med en meget lille testgruppe.

Der er stor tvivl om virkningen faktisk kan overføres til produkter som f.eks. shampoo, da man er meget i tvivl om hårrødderne rent faktisk optager koffeinen, og om den mængde der eventuelt bliver optaget, er nok til at give en virkning.

Det er også interessant at et middel som Minoxidil, der har en beviselig effekt mod hårtab, ikke har nogen virkning under samme forhold som koffein undersøgelserne er lavet under.

Konklusion

Om Alpecin væskerne og shampooerne rent faktisk hjælper mod mandligt hårtab, det vides ikke 100 procent endnu. Undersøgelserne bag produkterne er stadig for begrænset. Der er kun 2 godkendte midler i Danmark, nemlig Propecia og Regaine. Der er nok ikke den store risiko ved at prøve om produkterne kan hjælpe en, men man skal nok ikke forvente mirakler. I værste fald, så har man bare investeret i en halvdyr shampoo.